Landsforeningen
Arbejde Adler

Kontakt til 
Arbejde Adlers Hus 
i København 
35 31 12 22

Nyheder fra Arbejde Adlers Hus

Nyheder fra Dalhoffsminde

Nyheder fra Glim

Nyheder fra Hoptrup Hytteby

Nyheder fra Roskildehjemmet







 

Artikler og Nyheder

12. december 2019


Hjemløsetælling: Færre unge og flere ældre


Sådan konkluderes det i Magasinet ’Hjemløs’ ud fra VIVES kortlægning af hjemløse i 2019. Lise Larsen, daglig leder for WeShelter, skriver:

”[…] hjemløshed handler om meget mere end billige boliger: Hjemløse oplever ofte at stå uden for det samfund, vi andre tager for givet. […] vi skal også huske på, at gruppen af hjemløse ældre og hjemløse på herberg ofte er dem, der er allerlængst væk fra fællesskabet, og hvor der kan være langt mellem succeshistorierne, fordi varig forandring kan være svært, når man kæmper mod problemer i alle dele af livet.”

I år er der registreret 1.545 hjemløse borgere på 50+. Overordnet er den største gruppe hjemløse dem, der overnatter på herberger og forsorgshjem. Antallet af denne gruppe er steget fra 2.217 personer i 2017 til 2.290 personer i 2019. Derimod er der sket et fald i antallet af unge hjemøse mellem 18 til 24 år fra 1.278 i 2017 til 1.023 i 2019.

En forklaring på disse tal kan ifølge VIVE være, at flere unge sover på sofaen, hvorimod ældre uden tag over hovedet er mere tilbøjelige til at søge mod herberger og natvarmestuer. En anden forklaring på at antallet af unge hjemløse falder, medens antallet af ældre hjemløse stiger, kan ifølge VIVE og understøttet af Lise Larsens egen erfaring være, at der rent politisk har været stor opmærksomhed rettet mod unge. Landets kommuner har sat en række tiltag i gang for at hjælpe de unge hjemløse, fx i forhold til brugen af kommunal boliganvisning, adgang til ungdomsboliger og sociale støtteforanstaltninger.

Men hvad så med de ældre hjemløse borgere?

Mange af de ældre hjemløse borgere oplever andre sociale problemstillinger udover hjemløshed. De har komplekse støttebehov og kæmper med psykiske lidelser og misbrugsproblemer. Skal vi så bare få de ældre hjemløse i egen bolig, og så er problemet løst?

WeShelter peger på, at vi med arbejdet med denne gruppe af hjemløse må være medskabere af en positiv langsigtet forandring med tag over hovedet, men at vi lige såvel må være med til at give positivt indhold i hverdagen – her og nu.
For denne gruppe af mennesker kan det være af afgørende betydning at fastholde støtten i overgangen fra herberg til egen bolig.

I Magasinet ’Hjemløs’ fortæller Ole som, før han flyttede i egen bolig i 2015, havde været hjemløs og opholdt sig på herberg i 18 år:”Det mest afgørende i overgangen til egen bolig er, at man har et menneske man kan ringe til, når det brænder på.”

Ole har igennem WeShelter fået en netværksven – en ordning, hvor WeShelter sætter en borger, der mangler netværk, og en frivillig sammen ud fra interesser, værdier og behov. Et ”arrangeret venskab”, som makkerparret kalder det.

Magasinet ’Hjemløs’ er oplysende og interessant læsning, og på 47 sider kan du læse mere om nogle af WeShelters tiltag. Blandt andet kan du læse om Den Sociale Blomsterhave, yoga for hjemløse og ikke mindst blive klogere på de mennesker, vi kæmper for at få inkluderet i fællesskabet igen.

26. november 2019


Nej, Marie Høgh. Vi svigter, hvis vi ikke bekymrer os om næsten

Kommentar til artikel fra Kristeligt Dagblad lørdag den 16. november 2019.
 
I lørdagsavisen har sognepræst Marie Høgh i den faste rubrik ”kirkeligt set” en bredside mod det, hun kalder en politiseret kirke. Under overskriften ”Kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle” benytter hun bogaktuelle domprovst Anders Gadegaard som eksempel på præster, der i stedet for at holde sig til at give kirkegængerne Guds nåde og velsignelse, tuder ørene fulde af politiske budskaber. Marie Høghs retorik er meget direkte og direkte grov, og hun kan ikke nære sig for at hyppe egne politiske synspunkter som værende på en yderlig højrefløj.

Marie Høgh siger, at kristendommen er en ubetinget tiltale til den enkelte, at ”Kristus er frelseren fra synden. Min synd, Mit urolige hjerte. Mit fejlslagne liv. Min angst. Min elendighed.” Og ja, sådan oplever jeg det også og glæder mig hver søndag ved nadverbordet over, at Jesus Kristus har påtaget sig mine synder.

Men derved skal det ikke blive, for den frihed jeg hermed har opnået, skal jeg også bruge til aktivt at forsøge at leve op til det vigtigste bud i loven, som også indeholder næstekærligheds budet. Dette udfoldes mest tydeligt i kirkernes diakoni og i de dusinvis af kirkelige organisationer, der arbejder med konkrete ting i forhold til udsatte og sårbare mennesker.

I Landsforeningen Arbejde Adler, som jeg er formand for, er det særligt mennesker nederst i samfundet, som vi forsøger at gøre noget for.

Det gør vi på herberger for hjemløse, opholdssteder for psykisk syge, aflastningsophold for mennesker i klemme mellem to dele af systemet – fx mellem hospitalsophold og eget hjem (som måske ikke findes eller ikke er beboeligt). Dette arbejde udføres naturligvis efter en række faglige standarder fastlagt af det offentlige, men derudover tilføres nogle særlige omsorgsmæssige ting, der værdimæssigt udspringer af Landsforeningens kristne værdigrundlag. Det fører ikke sjældent til konflikter med et system, der ikke altid sætter mennesket først.

Jeg kunne godt tænke mig at få Marie Høghs bud på, hvordan vi kan arbejde med sådanne problemstillinger uden at blive politiske. Vi vil altid være på de svages side, mennesker der er forslået af livet, og som har slået sig på systemet og bureaukratiet. Vi vil altid være fortalere for mennesker, der ikke kan tale for sig selv.
 
Torben Larsen
Formand for Landsforeningen Arbejde Adler
 

20. november 2019
 

Fleksibilitet, økonomi, fællesskab og beliggenhed er blandt mange faktorer, når der skal skaffes boliger til hjemløse – og ikke at forglemme: ordentlighed!
 

Boligproblemet er et stort problem over hele landet – specielt i de større byer. Det betyder, at mennesker på bunden af samfundet har svært ved at finde boliger, mest fordi prisniveauet på boliger sjældent matcher en kontanthjælp eller andre lave sociale ydelser.

Derfor er der planer og projekter i gang for at etablere særlige boliger til socialt udsatte borgere, der er til at betale. Boligerne er små, nogle er samboliger, hvor to eller flere bor sammen, og andre er midlertidige, opført særlige steder med tidsbegrænsninger eller med særlig byggeteknik.

I Arbejde Adler har vi også tanker om at bygge boliger, men vi synes det skal ske på en ordentlig måde. At boligerne først og fremmest skal have permanent karakter og ikke på forhånd være tidsbegrænset. Også for udsatte mennesker er trygheden vigtig. Vi oplever igen og igen, at usikkerheden med fremtiden er med til at hæmme en ønsket rehabilitering og få en mere stabil levevis (som de fleste mennesker i virkeligheden ønsker sig).

Derfor tænker Arbejde Adler i boliger, der gerne må være lidt alternative for at matche ønsker hos målgrupper, vi arbejder med, men som skal være boliger man kan blive i og blive tilfredse i, eller sagt på en anden måde: Boliger der på alle måder kan opleves som det hjem, man higer efter.

Vi ved, at mange socialt udsatte borgere flytter meget, men vi vil gerne bidrage til en højere grad af boligstabilitet ved at forsøge at opnå tæt overensstemmelse mellem den konkrete bolig, og de ønsker man har til boligen. Derfor har vi også det sociale aspekt i front i de planer, vi har for fremskaffelse af nye boliger til udsatte borgere. Borgernes hele situation skal tænkes med, herunder noget at beskæftige sig med, afklaring af særlige problemer og ikke mindst etableringen af relationer.

Konkret har vi projekter på tegnebrættet på alle institutioner tilknyttet Landsforeningen Arbejde Adler, fordi vi gerne vil være med til at løse hjemløseproblemet – og fordi vi gerne vil gøre det på en ordentlig måde.

Torben Larsen


18. november 2019


Modig socialborgmester erkender at serviceniveauet for udsatte burde være højere

Af Torben Larsen, formand for Landsforeningen Arbejde Adler
 
I en artikel i dagbladet Politiken lørdag den 16. november konstaterer socialborgmesteren i København, den radikale Mia Nygaard, at socialområdet kom ud af årets budgetforhandlinger med skindet på næsen, men hun konstaterer, at det ikke er godt nok, når servicen ikke er bedre end den er.

Indsatsen overfor socialt udsatte borgere har i en årrække været under pres, og i Københavns Kommune har yderligere været det problem, at et særligt statstilskud til landets hovedstad på 58 millioner kr. nu er fjernet. Årsagen til det særlige tilskud var, at mere en 20% af landets hjemløse og stofmisbrugere har base i København, medens kommunen som sådan kun huser godt 10% af befolkningen.

Konsekvenserne er tydelige: Ventelisterne bliver længere og presset på civilsamfundets non-profit projekter bliver større. Konsekvenserne mærkes hele vejen igennem systemet. Det bliver sværere at få en akut sagsbehandling, herbergerne er fyldte – i perioder endog overfyldte, visitationen til botilbud er på kanten af det lovlige, og misbrugsindsats og psykiatrisk behandling svarer slet ikke til behovet.

Situationen i København er alvorlig, men desværre er der i mange af landets kommuner nogle af de samme tendenser- om end i mindre udtalt grad. Budgetterne strammes de fleste steder, man gennemfører effektiviseringer for at opretholde service- og kvalitetsniveauet, men det er de færreste steder det lykkes. Ofte fører det til, at livet på bunden af samfundet bliver sværere og koldere. 

 10. september 2019​

Stagnation i antallet af hjemløse                                                                                                                                                     

VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd har netop offentliggjort den seneste undersøgelse over hjemløse i Danmark. Tællingerne gennemføres hvert andet år, og i den aktuelle måling er der konstateret 6431 hjemløse i Danmark. Det er et fald på 204 hjemløse i forhold til målingen i 2017, hvor antallet af hjemløse var 6635. Faldet er på 3% og tolkes som en stagnation i den udvikling i antallet af hjemløse, der har været konstateret siden 2009, hvor tællingerne startede.

Denne opbremsning i udviklingen af antallet af hjemløse indeholder dog variationer – både positive og negative. 
 
Antal hjemløse 2017         Antal hjemløse 2019         Ændring         Ændring

18 - 24 årige                                     1.278                                1.023                     - 255               - 20%

25 - 29 årige                                     1.014                                   905                     - 109               - 11%

Årsagerne til det markante fald skyldes det massive fokus, der i de seneste år har været på de unge hjemløse, hvor bestræbelserne på at finde boliger har båret frugt. Boligen gør det imidlertid ikke alene på langt sigt, så derfor er en fastholdelse af den gode udvikling afhængig af en effektiv social indsats overfor de unge mennesker. 


Det negative er antallet af ældre hjemløse, hvor der omvendt er en massiv stigning fra 2017 til 2019:

50 - 59 årige                                     1.057                                1.131                     + 74                + 7%

60 årige og derover                              347                                   414                     + 67                + 19%

Udviklingen i antallet af ældre hjemløse er meget bekymrende. Specielt er antallet af hjemløse over 60 år steget voldsomt. Dette kan skyldes effekter af en generelt længere levetid blandt de hjemløse (selvom levetiden i forhold til gennemsnitsbefolkningen er markant lavere), det kan også skyldes stramninger i forhold til mulighederne for at komme på botilbud, særlige plejehjem m.v., hvor kommunale nedskæringer rammer. I undersøgelsen anføres som årsager særligt alkoholmisbrug og psykiske vanskeligheder. Behovet for særlige boligindsatser overfor gruppen i form af særlige botilbud – herunder plejehjem – synes påkrævet.


Undersøgelsen kan i sin helhed læses eller downloades fra VIVE's hjemmeside her.

Torben Larsen

Kommentar i Kristeligt Dagblad den 10. september 2019


Socialpolitik i opløsning

Hvorfor passer vi ikke bedre på de svageste?
Af Torben Larsen, formand for Landsforeningen Arbejde Adler

Forbundsformand Mona Strib fra FOA har i mandagens avis en opfordring til at genskabe et anstændigt velfærdssamfund. Hun beskriver et system, der gør de syge mere syge, at handicappede beskyldes for at være dovne, at psykisk syge bliver svingdørspatienter osv. osv. At en voksende gruppe, der ikke kan leve op til mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, simpelthen falder igennem det sikkerhedsnet, som vi har været så stolte af siden skabelsen af velfærdssamfundet.

I Landsforeningen Arbejde Adler, hvor vi netop arbejder med de mest udsatte mennesker på herberger, i botilbud for psykisk syge, i aflastningsafdelinger for mennesker, der klemmes i systemet og blandt de mest udsatte, som ingen tager sig af, har vi nok at gøre med at få dagligdagen til at fungere for de borgere, vi møder. Derfor er det godt, at Mona Strib råber op. Vi ville også ønske, at vi havde flere ressourcer til at gå efter systemet og synliggøre de mange fejl, vi møder igen og igen.

Og der er ikke kun tale om fejl, som blandt andet skyldes meget komplicerede lovgivninger. Nej, der er tale om en systematisk ændring af velfærdssamfundet, hvor mennesker der ikke kan klare sig som gennemsnittet, risikerer at blive udstødt af fællesskabet.

Udstødelse fordi man er syg og ikke kan arbejde på normal vis. Udstødelse fordi man har et handicap og ikke passer ind i normalitetens rammer. Udstødt fordi man mentalt ikke kan følge med i det mere og mere hektiske og forvirrede samfund.

Hvad er det for et samfund, der ikke passer på de svageste? Hvad er det for et samfund, der hylder grådighed og klasseopdeling? Hvad er det for et samfund, der skaber flere fattige, flere der ikke kan få de sociale ydelser, som de har ret til? Hvad er det for et samfund, der udstøder mennesker af fællesskabet, selvom fællesskabsfølelsen er et af de vigtigste livskriterier?

Fællesskabsmålingen, som gennemføres af VIVE, Trygfonden og Mary Fonden, viser at ensomhed og manglende netværk rammer hårdest blandt mennesker i udsathed, blandt andet fordi de ekskluderes fra arbejdsmarkedet. Alle ved – og i sær de udsatte mennesker – hvor meget arbejdet betyder for selvværdet, fællesskabsfølelsen m.v. Derfor burde begrebet ”pligt til at arbejde” ændres til ”ret til arbejde”, forstået på den måde, at det er samfundets pligt at sørge for at alle kan finde et job, der passer til de ressourcer man har.

 

20. juni 2019
Efter mere end ti års planlægning og knap tre års byggeproces indviedes de nye og de ombyggede bygninger på Roskildehjemmet med en fest i strålende solskin.
Ombygningen sker for at give hjemløse bedre forhold under opholdet på Roskildehjemmet, og dermed bidrage til forberedelsen af en tilværelse i egen bolig. Samtidig er antallet af pladser på Roskildehjemmet udvidet til 50.
I sin tale udtalte Roskildehjemmets formand Torben Larsen, der samtidig er formand for Landsforeningen Arbejde Adler, at han håbede, at renoveringen ville bidrage til at gøre opholdet på Roskildehjemmet så meningsfuldt som muligt for beboerne. - Det er magtpåliggende for mig at understrege, at det er beboerne, der er i centrum, det er deres liv, det drejer sig om, og vi kan ikke styre, hvad der af hver især bliver opfattet som "det gode liv". Samtidig er det mit håb, at en ny regering vil lette trykket lidt på hjemløse og andre socialt udsatte, så de i mindre grad vil føle sig jaget af "os andre".
Kommentar i Kristeligt Dagblad den 12. juni 2019 12-06-2019
Torben Larsen Formand for Landsforeningen Arbejde Adler
Hjemløse er i sagens natur karakteriseret ved ikke at have en bolig.

Og som alle andre mennesker ønsker hjemløse at få sin egen bolig. Derfor har man igennem de seneste ti år brugt mere end en halv milliard kroner på at etablere hjemløse i boliger efter det såkaldte ”Housing first”-princip, men uden at det har reduceret antallet af hjemløse. Tværtimod er antallet af hjemløse i løbet af perioden steget med godt 30 procent.

Selvom kommunerne via aftale med boligselskaber og på andre måder er lykkedes med at fremskaffe boligerne til projektet, og der er flyttet mange hjemløse ind i boligerne, stiger hjemløsheden stadigvæk.

Simpelthen fordi boligen ikke alene er problemet.

Definitionen af hjemløse er, at man er hjemløs, hvis man udover manglende bolig har komplekse sociale, psykiske og fysiske vanskeligheder.

Og her er vi inde ved kernen af problemet: At kommunerne i bestræbelserne på at løse hjemløseproblemet kun ser på det konkrete boligproblem og ikke tager fat i de ofte langt vanskeligere problemer med sociale og ikke mindst psykiske problemer.

En stor del af de hjemløse tilbringer perioder på landets herberger og forsorgshjem. Selvom nogle hjemløse ”sander til” på institutionerne, fordi problemerne tårner sig op og er svære at overskue, så forsøges det hurtigst muligt at bringe beboerne på institutionerne videre. Det koster jo også mange penge at være på institution, penge, som kommunerne og staten kan bruge til andre sociale opgaver, for eksempel at skaffe flere boliger til socialt udsatte.

Løsningen er god, hvis der følger noget mere med, nemlig håndtering af de komplekse sociale, psykiske og fysiske vanskeligheder. Og det er her, det kniber gevaldigt.

Opfølgningen i form af støtte er for det meste lille og kortvarig.

Har man levet i kaos i årevis, er det sin sag at få sit liv i en kasse – eller i spændetrøje, som det opleves af en del.

Ikke mindst ensomheden kan plage voldsomt og sætte barrierer for et liv uden misbrug og psykiske problemer.

Kommunerne er presset på økonomien, det mærker socialt udsatte også, men som så meget andet på det sociale område kan man ikke spare sig til løsninger. Massiv opfølgning og en vedvarende kontakt med mennesker, der har levet meget alternativt i årevis, det er det, der skal til.

Måske bør opgaven ikke alene udføres af hårdt pressede kommunale medarbejdere, men et samarbejde med herberger og forsorgshjem om støtte efter udskrivningen kunne give en mere glidende og succesfuld overgang til det, vi
andre kalder en ”normal” tilværelse.

Lørdag den 1. juni 2019

Så slutter Himmelske Dage på Heden

- med stort show i boxen lørdag og gudstjeneste i den fine skulpturpark søndag

Alt imens bevæger de hjemløse sig rundt i Danmark og håber på forbedringer - og i det mindste forståelse for den vanskelige situation, de er kommet i.
Vi har forsøgt at få de mange besøgende på Himmelske Dage til at forstå, hvorfor mennesker bliver hjemløse. Samtidig har vi mindet om, at kristendom først og fremmest er at tage sig af de medmennesker, der er skrøbelige og har det vanskeligt.

Fredag den 31. maj 2019

Usynligt Hjemløse

Om Arbejde Adlers Aflastning på Nørrebro i København 
"Åbne hjerte tag dig tid
til at tø mig op
Varm mit frosne gamle jeg
løs min bundne krop"

Sådan lød første vers i den sang, som deltagerne ved arrangement i Bethania sang som indledning på centerchef Dorte Schiønning Andersens foredrag om den aflastningsafdeling, som Arbejde Adler driver for Københavns Kommune for de mest udsatte og skrøbelige mennesker.

Sangen, som Dorte selv har skrevet som en direkte forbindelse fra menneskerne i sengene i Thorsgade i København til Himmelske Dage på Heden illustrerer i den grad, at det er mennesker, der er forslåede og ramte af livet. En lille afdeling, der rummer mennesker udskrevet fra hospitalet efter endt somatisk behandling, men som kommunen ikke har nogen steder at sende hen. Egen bolig er ikke en mulighed på grund af forfald eller andre ting, der gør det umuligt at opholde sig i den. Eller måske er der slet ingen bolig at flytte hjem til. Oveni det hele lider flertallet af mere eller mindre behandlede eller erkendte psykiske vanskeligheder.
På aflastningsafdelingen gives pleje og omsorg og forsøg på at tro på fremtiden, og derfor sluttede foredraget også med at deltagerne igen sang Dortes sang, hvor det afsluttende vers lyder:

"Søg i det som synes mørkt
Skærm mit spæde gry
Tænd min tro på livet kan
leves frit på ny"

Torsdag den 30. juni 2019

Himmelske dage på Heden

Himmelske dage på Heden åbnede med paraplyerne i centrum - men de skyggede alligevel ikke for Biskop Henrik Stubkjærs indholdsrige prædiken ved åbningsguds-tjenesten. Biskoppen talte over Johannes-evangeliets kapitel 14, Vejen og Sandheden og Livet, og han kom blandt andet ind på den forpligtelse kirken har til at tage sig af samfundets svageste.

Arbejde Adler deltager på Himmelske Dage med en informationsstand, hvor temaet også er diakoni. Via plancher, foldere, samtaler, dialoger og foredrag om arbejdet blandt de allermest udsatte på Arbejde Adlers institution i København sættes fokus på, at velfærden i Danmark ikke altid lever op til det, der berømmes. Det er centerchefen i København, Dorte S. Andersen, der fortæller om dette i  Bethania i Herning fredag kl. 15.00.

Et slidsomt liv – hvad har udsatte ældre brug for?

Indlæg på Ensomme Gamles Værns konference Atypiske Ældreliv – 9. maj 2019
Af Torben Larsen, formand for Landsforeningen Arbejde Adler
 
For omkring 15 år siden var jeg med til at åbne et nødovernatningssted i en af de københavnske kirker en vinter, hvor frosten var særlig streng. Nødovernatningen blev etableret, fordi en række kirkelige organisationer forventede at mange borgere fra de nye medlemmer af EU fra Østeuropa ville forsøge at forlænge opholdet på trods af vinteren og en manglende bolig. Det er nu ikke disse menneskers situation, jeg vil tale om, selvom den i sig selv var nok så problematisk med store
risici, fattigdom og håbløshed, og selvom de fleste netop var kommet med et glimt af håb i øjnene og forventning af at opleve velstanden nordpå.

Iblandt dem, der opsøgte nødovernatningen var også en del danske hjemløse og særlig en, som jeg vil fortælle om. Det slog mig straks han kom ind i lokalet – et sidelokale i krypten i kirken- lidt slidt, måske mest benyttet som arkiv for stole og materialer, som man ikke brugte hver dag, men der var varme og der var tørt. Carl var en lille mand, ordinært men pænt påklædt. Hans tøj virkede nok gammelt, men det var ikke påfaldende slidt. Carl så rimelig soigneret ud, og han havde et pænt og almindeligt sprog.

Nødovernatningen bestod af det mest nødtørftige, man kan forestille sig. Et liggeunderlag, en sovepose og muligheden for at få lidt brød og ost og en kop the. Carl blev også udstyret med liggeunderlag og sovepose, og han fandt en plads i lokalet op ad en væg. Vi lagde godt mærke til, at Carl havde lidt svært ved at lægge sig, men der var travlt – mange mennesker i lokalet, og han kom da ned, fik ro på sig og faldt i en dyb søvn. Næste morgen var det svært for Carl at komme på højkant. Jeg satte mig på hug ved hans leje og snakkede lidt med ham om situationen, hvordan han var havnet i den vanskelige situation, har var i, og først her gik det op for mig, at jeg sad overfor en gammel mand. Carl var på det tidspunkt 73 år, og jeg tænkte for mig selv: Hvordan i alverden havner en pæn gammel mand på et nødherberg for hjemløse?

Hans historie kort fortalt: Carl har levet et på de fleste måder ganske almindeligt liv. Fik ikke nogen lang skoleuddannelse og heller ingen uddannelse bagefter. Alligevel har han været i arbejde lige til folkepensionen. Carl har aldrig været gift og kun i korte perioder haft sig en kæreste. Han har altid mere eller mindre passet sig selv – ikke fordi han er sky, men han kunne godt lide det stille liv. Efter at han stoppede i jobbet, fik han sværere ved at huske og blev ofte svimmel. Han gjorde ikke
noget ved det, men han glemte ofte vigtige ting, blandt andet at betale regninger. Det blev helt galt for nogle måneder siden, og han stod pludselig i den situation, at han blev sat ud af sin lejlighed. Carl havde ikke åndsnærværelse nok til at undgå det, selvom han måske nok havde penge til det.

Carl boede de næste måneder på det store Danhostel ved Langebro i København, men da pengene slap op, måtte han finde andre muligheder. Og her fandt Carl os i kirken.

Talte du ikke med nogen om din situation, spurgte jeg Carl, og hvad fik du dagene til at gå med? Han sagde, at det var første gang, at han havde fortalt om tabet af lejligheden. Han besøgte museer, butikscentre, kørte meget i tog osv. Det gav ham lidt fornemmelse at være en del af noget, og det holdt ham varm det meste af dagen.

Carl var helt tydeligt i en vanskelig situation, og så var han ensom. Han boede hos os i den måned, vi holdt nødovernatningen åben, og han viste sig at være et varmt og sødt og åbent menneske, flere af de besøgende havde det godt med. Han gled godt ind i fællesskabet fra aften til næste morgen, men han gik for sig selv om dagene. Nødovernatningen var åben fra kl. 22 aften til kl. 8 morgen.

Vi fandt en seng til Carl, så han ikke skulle sove på det tynde underlag direkte på gulvet, og vi fik skabt kontakt til et bofællesskab, der tog Carl under deres vinger, da vi lukkede.
 
Er Carl et enkeltstående tilfælde, eller er det mere almindeligt end man tror, at der er ældre mennesker, der kommer i lignende situationer?
 
Selvom det i sagens natur er meget vanskeligt at gennemføre tællinger af hjemløse, er det alligevel lykkedes VIVE – Det nationale forskningsinstitut for velfærd at opstille en målemetode, der virker troværdig. Ved den seneste tælling registreredes 6.635 hjemløse, hvilket i forhold til tællingen i 2009 var en stigning på 33%. Stigningen er i antal hjemløse på 1637 mennesker. Af disse er 1383 at finde i aldersgrupperne over 50 år. Det vil sige, at 84% af den stigende hjemløshed fra 2009 til 2017 kan forklares med de flere ældre hjemløse, der er kommet til.

Det er skræmmende tal og appellerer til løsninger. Jeg er godt klar over, at der er mange forklaringer på denne udvikling, blandt andet at sundhedstilstanden hos grupper af socialt udsatte er blevet bedre – underforstået – at de lever længere. Ligeledes er opbrud i adfærdsmæssige skel mellem aldersgrupperne og udviskningen af dele af det, man kunne kalde ”borgerligheden” med til at ændre på tingene. Men uanset forklaringer, så er skredet sket markant hurtigt, og statistiske,
sundhedsmæssige og sociologiske forklaringer er sådan set ligegyldige for de mennesker, der havner i situationer, de kan have vanskeligt ved at overskue.

Lad mig fortælle om endnu et menneske, der tæller - eller kunne tælle - i statistikken.

Carlo er en 58-årig mand, som henvises til Arbejde Adlers aflastning i København efter hospitalsindlæggelse, fordi han er hjemløs og ikke kan tage vare på sig selv i den aktuelle situation. Han har brækket armen og brud på kæben. Carlo er tydeligt slidt af lang tids alkoholmisbrug og hjemløshed. Han er undervægtig og fremtræder fysisk og psykisk betydeligt ældre end sin kronologiske alder. Han er uddannet håndværker, men har i nogle år arbejdet som værtshustjener. Han har familie i provinsen, men angiver en ven som nærmeste pårørende.

Carlo har brug for hjælp til personlig hygiejne og påklædning, han skal have flydende kost, er i behandling for epilepsi og har brug for hjælp til at huske at tage sin medicin. Under opholdet er Carlo meget hjælpsom over for sine medbeboere og vellidt af alle. Han får tiltrængt, nærende mad hver dag og pleje og omsorg. Alligevel er det svært at se, om han kommer sig, som månederne går, fordi hans fortsatte alkoholmisbrug belaster hans helbred.
 
Endelig får Carlo anvist en bolig. Men det viser sig, at han intet bohave har. Som mange andre socialt udsatte er han på vej ind i sin alderdom uden genstande, fotos eller andet, som han kan hæfte sin livshistorie op på. Carlo flytter midlertidigt ud til sin ven med en plan om, at han skal flytte i sin egen lejlighed inden for kort tid. Men ny sygdom støder til, og planerne smuldrer. Carlo kan ikke blive hos vennen og ender med at genoptage sit hjemløseliv, hvor han bor rundt omkring hos bekendte. Alkoholmisbruget fortsætter, og hans helbred forværres atter.

Carlos livssituation er på mange måder karakteristisk for socialt udsatte gamle. For det første er han betydeligt ældet, selvom 58 år ikke er nogen høj alder. Mange års misbrug har sat sit tydelige præg på helbred og udseende, og som mange andre socialt udsatte gamle har han flere sygdomme, heraf mindst én kronisk. Dertil kommer tilbagevendende skader som følge af beruselse.

For det andet er han socialt dårligt stillet og har kun et skrøbeligt netværk. Han har ingen bolig og er uden udsigt til arbejde og dermed en større indkomst. Hans helbred vil næppe heller tillade et fuldtidsjob, hvis et sådan mirakuløst skulle vise sig. Kontanthjælpen kan kun lige holde ham flydende fra måned til måned, og der er ingen opsparing at trække på i den aktuelle krise. Familien er langt væk og ikke til nogen støtte. Under Carlos ni måneder lange ophold i Arbejde Adlers Hus
modtager han fx ingen familiebesøg. Også på dette punkt ligner hans livssituation mange andre udsatte gamles. De er temmelig alene i verden.

Der vil nok altid være kroge af velfærdssamfundet, hvor hjælpen har svært ved at nå ind. Det ved enhver, der arbejder med socialt udsatte mennesker, og derfor er der også brugt mange penge og foretaget mange forsøg på at forbedre situationen for mennesker på kanten af samfundet. Mest tydeligt er det, når det drejer sig om yngre hjemløse, misbrugere af alkohol og stoffer og mennesker med psykiske problemer. Der er mange gode indsatser – og der er også en del uden den store effekt, men det er ikke emnet her – det der er påfaldende er, at der kun er meget lille opmærksomhed på ældre i socialt udsatte positioner. Og hvorfor nu det?

Vi er nødt til at acceptere, at mennesker er forskellige. At det, vi drømmer om ikke er det samme, og at vi ofte handler modsat af det, vi egentlig ønsker. Og det er jo ikke noget nyt. I den forbindelse kan det være godt at huske på et godt bibelcitat: Det er de kendte ord fra Paulus i Romerbrevet ” For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. I et velfærdssamfund er det om at give plads til mennesker, at give plads til dem, der ikke
nødvendigvis ligger indenfor for ”det normale”, hvad det så end er. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at gøre noget. Jeg synes, det er helt forkert, som man desværre ind i mellem hører det, at det er en menneskeret ”at gå i hundene”.

Vi skal som samfund kunne rumme, at der er nogle mennesker, der lever anderledes eller alternativt, og vi skal ikke vende ryggen til dem og sige, at det må de så også selv om. Nej, vi skal rumme dem i fællesskabet ved at sørge for den omsorg, der skal til for at enhver kan få et liv, der svarer til det, man gerne vil. Mere eller mindre.
 
Derfor skal vi bruge og måske opfinde nye måder at få socialt udsatte mennesker til at føle sig mindre udsatte og til at høre til i et mere rummeligt fællesskab. Det gælder alle aldersklasser, men det bliver mere tydeligt og nødvendigt blandt de ældre. Både dem der har levet på kanten det meste af livet, og dem der kommer på kanten ved livets tilskikkelser og tilfældigheder.

Det er oplagt at tænke i alternative boliger, hvor livet kan leves som man gerne vil leve det. Det er også oplagt, at disse boligformer skal være på en sådan måde, at de ikke skaber men afhjælper ensomhed. Opgaven består i at acceptere, at nogle mennesker vil leve på en måde, som vi al mindelige mennesker ikke finder værdigt. Men værdige er vi alle sammen og afgør selv om vi er det.

Og så lige til sidst: Den allersidste del af livet skulle gerne være uden klassedeling. Derfor er det vigtigt at etablere hospice, hvor også socialt udsatte kan slutte livet på en værdig måde.
​Efter opholdet på herberg eller forsorgshjem. 25-02-2019
Hjælp til at starte på en frisk – eller flytter problemerne med?
 
”Jeg vil afskaffe hjemløsheden” har flere ny tiltrådte socialministre og enkelte storby borgmestre udtalt igennem årene, men virkeligheden er, at siden SFI begyndte deres systematiske tællinger af hjemløse i 2007 er antallet af hjemløse steget og steget.

Hvorfor kan samfundet trods mange forsøg og mange penge ikke få bugt med den stigende hjemløshed? Er det på grund af den tiltagende fattigdom på bunden af samfundet, er det manglen på boliger, et arbejdsmarked der ikke er tilstrækkeligt rummeligt, misbrug og psykiske sygdomme, eller er der andre årsager, som vi måske ikke har fået øje på endnu?

På Overførstergården og hos Arbejde Adler besluttede vi at se, hvordan det er gået de mange hjemløse, der har boet på hjemløseinstitutionerne i mindst en måned. Hvordan er det gået dem – og ikke bare umiddelbart efter fraflytningen men op til 3 år efter.

Resultaterne er spændende, overraskende og let deprimerende og lægger op til debat.

Se rapporten her.
Debat: Kære Mai Mercado, sådan knækker du hjemløsekurven 25-02-2019
Debat 7. februar 2019 kl. 1:00 | De hjemløse, der klarer sig bedst, er dem, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og som bliver boende i 3-12 måneder, indtil de er faldet til ro, skriver de fire debattører. (Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix)

DEBAT: Vi har solid viden om, hvordan Danmark knækker hjemløsekurven. Det kræver dog vilje fra socialminister Mai Mercado til at stå imod, når Finansministeriet og KL vil trække i den forkerte retning, skriver blandt andet Lisbeth Zornig Andersen.
Af Christina Strauss, Lisbeth Zornig Andersen, Steen Rosenquist og Torben Larsen
Hhv. bestyrelsesformand i Hjemløseorganisationen Sand, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem på herberget Overførstergården samt formand for foreningen Arbejdet Adler

Kære Mai Mercado 

Du er kendt for dine stærke udtalelser om at ville knække hjemløsekurven. Det har mange andre socialministre sagt før dig, men du har en mulighed nu, som ingen har haft før dig.

Der er kommet ny viden, og du har en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan indsatsen kan forbedres.

Citat

Når Finansministeriet anbefaler at nedsætte den statslige medfinansiering af opholdene på institutionerne, og KL vll trække hjemløse hurtigt ud fra institutionerne, så kig venligt, men bestemt, på dem, og sig, at det vil skabe mere hjemløshed.

Af Christina Strauss, Lisbeth Zornig Andersen, Steen Rosenquist og Torben Larsen

Der er i mange år kommet rapporter, som viser, at antallet af hjemløse stiger. Du har ligesom andre ministre før dig brugt mange hundrede millioner fra satspuljen på at knække kurven uden held.

Viden om dagligdagens indsatser
Det nye er, at der nu foreligger en stribe analyser, som tilsammen viser, hvad de ansvarlige myndigheder og institutioner gør for at bekæmpe hjemløsheden. Her taler vi ikke om projekter og puljer, men om dagligdagen og om hjemløse i hele landet.

Rigsrevisionen startede i 2014 med at påpege, at kommunerne ikke tilbyder handleplaner og ikke yder den helhedsindsats, hjemløse har brug for. Endvidere at Socialministeriet er for passivt, og at Boligministeriet ikke gør noget for at skaffe de boliger, der mangler.

I 2015-2016 udgav Region Midtjylland rapporter, som viser, at der sker fremskridt for hjemløse, som søger hjælp på herberger og forsorgshjem. I 2017-2018 kom Ankestyrelsen med to undersøgelser, som kort fortalt dokumenterer, at kommunerne ikke kan styre indsatsen for hjemløse.

Lige adgang til sundhed fungerer
Senest har Analyse & Tal udgivet rapporten ”Efter ophold på hjemløseinstitutioner”, som viser, at hjemløse får behandling for fysiske og psykiske sygdomme på hospitaler og hos læger.

Den lige og gratis adgang til sundhedsvæsenet fungerer også for hjemløse. Men der, hvor kommunerne har ansvaret, går det galt. Kun 40 procent får anvist bolig. Under 15 procent kommer i ordinær beskæftigelse. Kun 5 procent behandles for misbrug.

De hjemløse, der klarer sig bedst, er dem, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og som bliver boende i 3-12 måneder, indtil de er faldet til ro, er udredt, finder en bolig og har en plan for fremtiden.

Under fem procent bor på institutionerne i mere end et år, og 50 procent kan nøjes med ét ophold. Prognosen er især god, hvis den hjemløse, institutionen og kommunen samarbejder om at gennemføre handlingsplanen.

Stå fast over for KL og finansministeren
Kære Mai Mercado: Vi vil gerne slutte med at give dig nogle gode råd om, hvordan du kan knække hjemløsekurven. Vores forslag er, at du skaber ro om hjemløse, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og at du skaber bedre muligheder, for at institutionerne følger op på de udredninger og planer, som lægges under opholdet.

Når Finansministeriet anbefaler at nedsætte den statslige medfinansiering af opholdene på institutionerne, og KL vll trække hjemløse hurtigt ud fra institutionerne, så kig venligt, men bestemt, på dem, og sig, at det vil skabe mere hjemløshed.

Fortæl dem også, at det kun er en tredjedel af landets hjemløse, der bor på institutionerne. Resten – det vil sige to tredjedele – bor på sofaer eller sover på gaden.

Spørg gerne, hvad der skal ske med dem, og fortæl os det, når du kender svaret. Hvis Finansministeriet siger, at hjemløse bliver dårlige af at bo for længe på herberger og forsorgshjem, så fortæl dem, at det er under fem procent, der bor der mere end et år, og tilføj gerne, at de sandsynligvis er så syge, at de bør have plads på andre, mere varige boformer.

Du kan også sige, der mangler egnede boliger, især i hovedstadsregionen.

Du kan roligt sige det. Der er dokumentation for det nu.
Uden hjem. Uden mad. 08-11-2018

Unødig bureaukratisering på forsorgshjemmene kan betyde at den sociale og pædagogiske indsats umuliggøres

Nye regler for betaling og opkrævning af forplejning på forsorgshjemmene kan betyde, at en stor del af de hjemløse, der opholder sig på hjemmene ikke får den kost, der er en af forudsætningerne for, at opholdet bliver en succes og kan føre til bedre forhold for den hjemløse.

Med en bekendtgørelse fra børne- og socialministeriet slås det ikke alene fast, at kosten naturligvis skal betales af borgerne selv, når de indskrives på et forsorgshjem, men også at betalingen skal betales forud for ydelsen. Betalingen for kosten sker således uafhængigt af den betaling, som stat og kommune i øvrigt betaler til forsorgshjemmet, og som udgør et beløb, der er 15 til 20 gange større end kostbeløbet, da det drejer sig om driften af hjemmene med ansatte til varetagelse af socialfaglig, pædagogisk og sundhedsmæssig bistand.

Som en konsekvens af de nye regler kan borgerne – altså de hjemløse – så vælge ikke at ville deltage i måltiderne, hvilket der blandt andet argumenteres for ud fra retssikkerhedsmæssige principper. Men konsekvensen er desværre, at en betydelig del af de hjemløse vælger maden fra, fordi de er så hårdt presset økonomisk, at de prioriterer andre ting højere, fx penge til misbrug, afdrag på gæld, det kan være problematisk at udskyde osv.

På Arbejde Adlers forsorgshjem mærkes dette meget tydeligt, og personalet er stærkt bekymret for effekten af den manglende kost. Først og fremmest hæmmer det arbejdet for borgerne med den socialfaglige og pædagogiske indsats på grund af direkte sult og manglende opmærksomhed, men det har også en stærk konsekvens for den store andel af borgerne, der kæmper med et misbrug, og hvor opholdet på forsorgshjemmet netop skulle sikre en periode med ordentlig kost til at imødegå de helbredsmæssige skader som følge af misbruget.

Ordningen virker ude af dimensioner, når man tænker på, at det drejer sig om 65-75 kr. om dagen, medens omkostningen pr. dag for selve opholdet er på ca. 12 – 1400 kr. pr. dag. Kunne man ikke være så storsindet at lade kosten indgå i det beløb stat og kommuner i forvejen dækker, og så eventuelt modregne beløbet i kontanthjælp, førtidspension eller hvad man ellers skal leve af – hvis man vil være så smålige?

Ellers kunne man lade satspuljen dække kosten for de mennesker nederst i vort samfund, der ender på forsorgshjemmene. Det er jo netop dem, der har bidraget til at satspuljen eksisterer!

Yderligere informationer:

Formand for Landsforeningen Arbejde Adler Torben Larsen
Telefon: 40 41 44 43
Mail: tl@arbejdeadler.dk

Fakta om forsorgshjem

Der er ca. 70 forsorgshjem i Danmark

Antallet af pladser er ca. 2.000

På årsbasis overnatter omkring 6.000 forskellige mennesker på forsorgshjemmene

Den gennemsnitlige belægning på hjemmene er omkring 90%, men der afvises jævnligt borgere

¾ af beboerne er mænd, ¼ er kvinder

Ca. 70% af beboerne er på offentlig forsørgelse – enten kontanthjælp eller førtidspension

En væsentlig del af forsorgshjemmene drives af selvejende institutioner

Området er reguleret efter Lov om Social Service § 110:

§ 110. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.

Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Stk. 4. Boformer efter stk. 1 skal senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den 8. oktober 2018

Banebrydende udmelding fra regeringen

Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler

 

Med innovationsminister Sophie Løhdes og social og børneminister Mai Mercados fælles udmelding om at rydde op i regeljunglen, er der skabt håb for landets udsatte borgere. De kan forvente en sanering af love og regler, der betyder, at de ikke mere skal føle sig som kastebold mellem forskellige myndigheder og kontorer. Som der står i de to ministres pressemeddelelse:

Vi svigter i dag for mange af de mennesker og familier, som har det sværest i vores samfund. De bliver mødt af den tætteste jungle af regler, støttepersoner og indsatser, der er spredt ud over forskellige love, som det kan være svært hitte rede i både for borgere og sagsbehandlere, siger innovationsminister Sophie Løhde og fortsætter: 

De forskellige love gør det svært for sagsbehandlere i kommunerne at tilrettelægge de indsatser, der skal til for at give den rette og sammenhængende hjælp. Og det er med til at forringe kvaliteten i de indsatser og forløb, som borgerne tilbydes. Det ønsker vi at gøre op med. Indsatserne skal i langt højere grad tage udgangspunkt i det enkelte menneskes situation og behov i stedet for paragraffer og proceskrav. 

Tillad mig at være skeptisk. Der er tale om en så markant ændring af arbejdsmetode og arbejdskultur, at man nødvendigvis må se det, før man tror det.

Om to dage skal jeg til møde med en borger, der har været i et af vores huse igennem fire år. Lige fra starten har der været jævnlig kontakt med systemet med henblik på en fremtidig stabil situation og forsørgelsesgrundlag, der efter vores vurderinger er førtidspension. Sagsbehandlingen føles endeløs, adskillige sagsbehandlere har været involveret, erklæringer fra fagfolk er indhentet. Flere gange er sagen startet forfra, da sagen er flyttet til ny afdeling eller medarbejder. Enkelte gange er sagen nærmest glemt eller forsvundet. Om et par dage kan vi håbe på en afgørelse – eller nye overvejelser, nye udredninger, ny ventetid.

Indrømmet. Det er et af de svære tilfælde, sådan går det heldigvis ikke i alle sager, men alligevel ligger der en skepsis, der er svær at fjerne.

Den 4. oktober
Har Danmark stadigvæk en hjemløseplan?

Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler

For nogle år siden var det almindeligt at nytiltrådte socialministre proklamerede, at et af deres mål var at afskaffe hjemløshed. At det ikke er gået sådan er tydeligt for enhver. Hjemløsheden er registreret større end nogensinde før. Og det på trods af en stort anlagt hjemløseplan, der efterhånden har fungeret nogle år. Og der er også brugt mange penge på planen.

Hvorfor er antallet af hjemløse så ikke reduceret?

For det første er det urealistisk at tro, at hjemløshed kan fjernes. Der vil altid være mennesker, der kommer i situationer, hvor de bliver hjemløse, og det har ikke altid noget med penge at gøre. For det andet er der en række generelle trends i tiden, der øger risikoen for hjemløshed kombineret med andre forhold, hvor specielt psykiske forhold er fremherskende. Og for det tredje har selve hjemløsestrategien måske mistet pusten og er ikke så konsekvent og vedvarende som det er nødvendigt.

Der gennemføres mange forløb med hjemløse, der peger i gunstig retning, hvor bolig skaffes i relation til hjemløsestrategiens hovedpunkt om ”housing first”. I en periode suppleres med støtte i den nye bolig, men herefter skal man klare sig selv. Og det er netop i denne overgangsfase, at mange ikke magter at få tingene til at fungere. Derfor starter det hele i virkeligheden forfra med misbrug, manglende økonomisk styring, udsættelse fra boligen eller en kaotisk bolig, der ikke er til at opholde sig i.

Hvordan kan man tro, at mennesker der har levet meget alternativt i årevis kan etableres i et såkaldt normalt liv på et halvt eller helt år?

Den 4. oktober 2018

Apropos manglende arbejdskraft:
Fleksibilitet og kreativitet mangler når virksomhederne søger medarbejdere

Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler

I Danmark er der tusindvis af mennesker på overførselsindkomster, der ønsker at blive en del af arbejdsmarkedet, men de holdes ude, fordi virksomhederne ikke ønsker at udnytte mulighederne for flexjob og andre støttemuligheder. Og politikerne og den kommunale administration af reglerne bidrager heller ikke til at motivere virksomhederne.

De allerfleste mennesker vil helst være i arbejde. Det er bare ikke alle, der kan passes ind på de vilkår arbejdsmarkedet fungerer. Derfor har vi tusindvis udenfor arbejdsmarkedet. Mennesker der lider under at være udenfor, at måtte leve for fortsat reducerede sociale ydelser, og som lever i konstant frygt for uventede regninger eller nye regler, de har svært ved at overskue – og endda forstå.

Hvorfor er virksomhederne ikke mere kreative og fleksible i deres rekrutteringspolitik? Måske fordi opstarten af et menneske i arbejde, der har været udenfor arbejdsmarkedet kan være en vanskelig proces, der kræver megen tålmodighed. Måske fordi de tilskudsregler, der skal gøre det lempeligt for virksomhederne at ansætte denne arbejdskraft er for bøvlede og uforståelige. Måske fordi virksomhederne har for stærk fokus på umiddelbar profit og ikke ser, at en løsning på indslusningen af flere på arbejdsmarkedet på langt sigt også kan være en økonomisk gevinst for virksomhederne.

Aktuelle statistikker viser, at mange – rigtig mange – unge mennesker ikke får en erhvervsmæssig uddannelse og dette kombineret med en uheldig udvikling i forskellige livsstilsfaktorer betyder, at vi må regne med, at mange havner på overførselsindkomster. Det kan betyde, at det bliver vanskeligere at rekruttere medarbejdere med den følge, at der kommer et pres for at åbne for endnu mere udenlandsk arbejdskraft.

Få dog gang i den arbejdskraft, der allerede er i landet og find muligheder for at få mennesker ansat på måder, der gør det muligt at arbejde på en måde, der matcher evner, kræfter, handicap m.v.

Kontakt os

Kontakt os på telefon 40 41 44 43


 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Landsforeningen Arbejde Adler | Thorsgade 61 | 2200 København N