Landsforeningen
Arbejde Adler

Kontakt til 
Arbejde Adlers Hus 
i København 
35 31 12 22

Nyheder fra Arbejde Adlers Hus

Nyheder fra Dalhoffsminde

Nyheder fra Glim

Nyheder fra Hoptrup Hytteby

Nyheder fra Roskildehjemmet







 

Artikler og Nyheder

Et slidsomt liv – hvad har udsatte ældre brug for?

Indlæg på Ensomme Gamles Værns konference Atypiske Ældreliv – 9. maj 2019
Af Torben Larsen, formand for Landsforeningen Arbejde Adler

For omkring 15 år siden var jeg med til at åbne et nødovernatningssted i en af de københavnske kirker en vinter, hvor frosten var særlig streng. Nødovernatningen blev etableret, fordi en række kirkelige organisationer forventede at mange borgere fra de nye medlemmer af EU fra Østeuropa ville forsøge at forlænge opholdet på trods af vinteren og en manglende bolig. Det er nu ikke disse menneskers situation, jeg vil tale om, selvom den i sig selv var nok så problematisk med store
risici, fattigdom og håbløshed, og selvom de fleste netop var kommet med et glimt af håb i øjnene og forventning af at opleve velstanden nordpå.

Iblandt dem, der opsøgte nødovernatningen var også en del danske hjemløse og særlig en, som jeg vil fortælle om. Det slog mig straks han kom ind i lokalet – et sidelokale i krypten i kirken- lidt slidt, måske mest benyttet som arkiv for stole og materialer, som man ikke brugte hver dag, men der var varme og der var tørt. Carl var en lille mand, ordinært men pænt påklædt. Hans tøj virkede nok gammelt, men det var ikke påfaldende slidt. Carl så rimelig soigneret ud, og han havde et pænt og almindeligt sprog.

Nødovernatningen bestod af det mest nødtørftige, man kan forestille sig. Et liggeunderlag, en sovepose og muligheden for at få lidt brød og ost og en kop the. Carl blev også udstyret med liggeunderlag og sovepose, og han fandt en plads i lokalet op ad en væg. Vi lagde godt mærke til, at Carl havde lidt svært ved at lægge sig, men der var travlt – mange mennesker i lokalet, og han kom da ned, fik ro på sig og faldt i en dyb søvn. Næste morgen var det svært for Carl at komme på højkant. Jeg satte mig på hug ved hans leje og snakkede lidt med ham om situationen, hvordan han var havnet i den vanskelige situation, har var i, og først her gik det op for mig, at jeg sad overfor en gammel mand. Carl var på det tidspunkt 73 år, og jeg tænkte for mig selv: Hvordan i alverden havner en pæn gammel mand på et nødherberg for hjemløse?

Hans historie kort fortalt: Carl har levet et på de fleste måder ganske almindeligt liv. Fik ikke nogen lang skoleuddannelse og heller ingen uddannelse bagefter. Alligevel har han været i arbejde lige til folkepensionen. Carl har aldrig været gift og kun i korte perioder haft sig en kæreste. Han har altid mere eller mindre passet sig selv – ikke fordi han er sky, men han kunne godt lide det stille liv. Efter at han stoppede i jobbet, fik han sværere ved at huske og blev ofte svimmel. Han gjorde ikke
noget ved det, men han glemte ofte vigtige ting, blandt andet at betale regninger. Det blev helt galt for nogle måneder siden, og han stod pludselig i den situation, at han blev sat ud af sin lejlighed. Carl havde ikke åndsnærværelse nok til at undgå det, selvom han måske nok havde penge til det.

Carl boede de næste måneder på det store Danhostel ved Langebro i København, men da pengene slap op, måtte han finde andre muligheder. Og her fandt Carl os i kirken.

Talte du ikke med nogen om din situation, spurgte jeg Carl, og hvad fik du dagene til at gå med? Han sagde, at det var første gang, at han havde fortalt om tabet af lejligheden. Han besøgte museer, butikscentre, kørte meget i tog osv. Det gav ham lidt fornemmelse at være en del af noget, og det holdt ham varm det meste af dagen.

Carl var helt tydeligt i en vanskelig situation, og så var han ensom. Han boede hos os i den måned, vi holdt nødovernatningen åben, og han viste sig at være et varmt og sødt og åbent menneske, flere af de besøgende havde det godt med. Han gled godt ind i fællesskabet fra aften til næste morgen, men han gik for sig selv om dagene. Nødovernatningen var åben fra kl. 22 aften til kl. 8 morgen.

Vi fandt en seng til Carl, så han ikke skulle sove på det tynde underlag direkte på gulvet, og vi fik skabt kontakt til et bofællesskab, der tog Carl under deres vinger, da vi lukkede.
 
Er Carl et enkeltstående tilfælde, eller er det mere almindeligt end man tror, at der er ældre mennesker, der kommer i lignende situationer?
 
Selvom det i sagens natur er meget vanskeligt at gennemføre tællinger af hjemløse, er det alligevel lykkedes VIVE – Det nationale forskningsinstitut for velfærd at opstille en målemetode, der virker troværdig. Ved den seneste tælling registreredes 6.635 hjemløse, hvilket i forhold til tællingen i 2009 var en stigning på 33%. Stigningen er i antal hjemløse på 1637 mennesker. Af disse er 1383 at finde i aldersgrupperne over 50 år. Det vil sige, at 84% af den stigende hjemløshed fra 2009 til 2017 kan forklares med de flere ældre hjemløse, der er kommet til.

Det er skræmmende tal og appellerer til løsninger. Jeg er godt klar over, at der er mange forklaringer på denne udvikling, blandt andet at sundhedstilstanden hos grupper af socialt udsatte er blevet bedre – underforstået – at de lever længere. Ligeledes er opbrud i adfærdsmæssige skel mellem aldersgrupperne og udviskningen af dele af det, man kunne kalde ”borgerligheden” med til at ændre på tingene. Men uanset forklaringer, så er skredet sket markant hurtigt, og statistiske,
sundhedsmæssige og sociologiske forklaringer er sådan set ligegyldige for de mennesker, der havner i situationer, de kan have vanskeligt ved at overskue.

Lad mig fortælle om endnu et menneske, der tæller - eller kunne tælle - i statistikken.

Carlo er en 58-årig mand, som henvises til Arbejde Adlers aflastning i København efter hospitalsindlæggelse, fordi han er hjemløs og ikke kan tage vare på sig selv i den aktuelle situation. Han har brækket armen og brud på kæben. Carlo er tydeligt slidt af lang tids alkoholmisbrug og hjemløshed. Han er undervægtig og fremtræder fysisk og psykisk betydeligt ældre end sin kronologiske alder. Han er uddannet håndværker, men har i nogle år arbejdet som værtshustjener. Han har familie i provinsen, men angiver en ven som nærmeste pårørende.

Carlo har brug for hjælp til personlig hygiejne og påklædning, han skal have flydende kost, er i behandling for epilepsi og har brug for hjælp til at huske at tage sin medicin. Under opholdet er Carlo meget hjælpsom over for sine medbeboere og vellidt af alle. Han får tiltrængt, nærende mad hver dag og pleje og omsorg. Alligevel er det svært at se, om han kommer sig, som månederne går, fordi hans fortsatte alkoholmisbrug belaster hans helbred.
 
Endelig får Carlo anvist en bolig. Men det viser sig, at han intet bohave har. Som mange andre socialt udsatte er han på vej ind i sin alderdom uden genstande, fotos eller andet, som han kan hæfte sin livshistorie op på. Carlo flytter midlertidigt ud til sin ven med en plan om, at han skal flytte i sin egen lejlighed inden for kort tid. Men ny sygdom støder til, og planerne smuldrer. Carlo kan ikke blive hos vennen og ender med at genoptage sit hjemløseliv, hvor han bor rundt omkring hos bekendte. Alkoholmisbruget fortsætter, og hans helbred forværres atter.

Carlos livssituation er på mange måder karakteristisk for socialt udsatte gamle. For det første er han betydeligt ældet, selvom 58 år ikke er nogen høj alder. Mange års misbrug har sat sit tydelige præg på helbred og udseende, og som mange andre socialt udsatte gamle har han flere sygdomme, heraf mindst én kronisk. Dertil kommer tilbagevendende skader som følge af beruselse.

For det andet er han socialt dårligt stillet og har kun et skrøbeligt netværk. Han har ingen bolig og er uden udsigt til arbejde og dermed en større indkomst. Hans helbred vil næppe heller tillade et fuldtidsjob, hvis et sådan mirakuløst skulle vise sig. Kontanthjælpen kan kun lige holde ham flydende fra måned til måned, og der er ingen opsparing at trække på i den aktuelle krise. Familien er langt væk og ikke til nogen støtte. Under Carlos ni måneder lange ophold i Arbejde Adlers Hus
modtager han fx ingen familiebesøg. Også på dette punkt ligner hans livssituation mange andre udsatte gamles. De er temmelig alene i verden.

Der vil nok altid være kroge af velfærdssamfundet, hvor hjælpen har svært ved at nå ind. Det ved enhver, der arbejder med socialt udsatte mennesker, og derfor er der også brugt mange penge og foretaget mange forsøg på at forbedre situationen for mennesker på kanten af samfundet. Mest tydeligt er det, når det drejer sig om yngre hjemløse, misbrugere af alkohol og stoffer og mennesker med psykiske problemer. Der er mange gode indsatser – og der er også en del uden den store effekt, men det er ikke emnet her – det der er påfaldende er, at der kun er meget lille opmærksomhed på ældre i socialt udsatte positioner. Og hvorfor nu det?

Vi er nødt til at acceptere, at mennesker er forskellige. At det, vi drømmer om ikke er det samme, og at vi ofte handler modsat af det, vi egentlig ønsker. Og det er jo ikke noget nyt. I den forbindelse kan det være godt at huske på et godt bibelcitat: Det er de kendte ord fra Paulus i Romerbrevet ” For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. I et velfærdssamfund er det om at give plads til mennesker, at give plads til dem, der ikke
nødvendigvis ligger indenfor for ”det normale”, hvad det så end er. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at gøre noget. Jeg synes, det er helt forkert, som man desværre ind i mellem hører det, at det er en menneskeret ”at gå i hundene”.

Vi skal som samfund kunne rumme, at der er nogle mennesker, der lever anderledes eller alternativt, og vi skal ikke vende ryggen til dem og sige, at det må de så også selv om. Nej, vi skal rumme dem i fællesskabet ved at sørge for den omsorg, der skal til for at enhver kan få et liv, der svarer til det, man gerne vil. Mere eller mindre.
 
Derfor skal vi bruge og måske opfinde nye måder at få socialt udsatte mennesker til at føle sig mindre udsatte og til at høre til i et mere rummeligt fællesskab. Det gælder alle aldersklasser, men det bliver mere tydeligt og nødvendigt blandt de ældre. Både dem der har levet på kanten det meste af livet, og dem der kommer på kanten ved livets tilskikkelser og tilfældigheder.

Det er oplagt at tænke i alternative boliger, hvor livet kan leves som man gerne vil leve det. Det er også oplagt, at disse boligformer skal være på en sådan måde, at de ikke skaber men afhjælper ensomhed. Opgaven består i at acceptere, at nogle mennesker vil leve på en måde, som vi al mindelige mennesker ikke finder værdigt. Men værdige er vi alle sammen og afgør selv om vi er det.

Og så lige til sidst: Den allersidste del af livet skulle gerne være uden klassedeling. Derfor er det vigtigt at etablere hospice, hvor også socialt udsatte kan slutte livet på en værdig måde.
​Efter opholdet på herberg eller forsorgshjem. 25-02-2019
Hjælp til at starte på en frisk – eller flytter problemerne med?

”Jeg vil afskaffe hjemløsheden” har flere ny tiltrådte socialministre og enkelte storby borgmestre udtalt igennem årene, men virkeligheden er, at siden SFI begyndte deres systematiske tællinger af hjemløse i 2007 er antallet af hjemløse steget og steget.

Hvorfor kan samfundet trods mange forsøg og mange penge ikke få bugt med den stigende hjemløshed? Er det på grund af den tiltagende fattigdom på bunden af samfundet, er det manglen på boliger, et arbejdsmarked der ikke er tilstrækkeligt rummeligt, misbrug og psykiske sygdomme, eller er der andre årsager, som vi måske ikke har fået øje på endnu?

På Overførstergården og hos Arbejde Adler besluttede vi at se, hvordan det er gået de mange hjemløse, der har boet på hjemløseinstitutionerne i mindst en måned. Hvordan er det gået dem – og ikke bare umiddelbart efter fraflytningen men op til 3 år efter.

Resultaterne er spændende, overraskende og let deprimerende og lægger op til debat.

Se rapporten her
Debat: Kære Mai Mercado, sådan knækker du hjemløsekurven 25-02-2019
Debat 7. februar 2019 kl. 1:00 | De hjemløse, der klarer sig bedst, er dem, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og som bliver boende i 3-12 måneder, indtil de er faldet til ro, skriver de fire debattører. (Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix)

DEBAT: Vi har solid viden om, hvordan Danmark knækker hjemløsekurven. Det kræver dog vilje fra socialminister Mai Mercado til at stå imod, når Finansministeriet og KL vil trække i den forkerte retning, skriver blandt andet Lisbeth Zornig Andersen.
Af Christina Strauss, Lisbeth Zornig Andersen, Steen Rosenquist og Torben Larsen
Hhv. bestyrelsesformand i Hjemløseorganisationen Sand, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem på herberget Overførstergården samt formand for foreningen Arbejdet Adler

Kære Mai Mercado 

Du er kendt for dine stærke udtalelser om at ville knække hjemløsekurven. Det har mange andre socialministre sagt før dig, men du har en mulighed nu, som ingen har haft før dig.

Der er kommet ny viden, og du har en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan indsatsen kan forbedres.

Citat

Når Finansministeriet anbefaler at nedsætte den statslige medfinansiering af opholdene på institutionerne, og KL vll trække hjemløse hurtigt ud fra institutionerne, så kig venligt, men bestemt, på dem, og sig, at det vil skabe mere hjemløshed.

Af Christina Strauss, Lisbeth Zornig Andersen, Steen Rosenquist og Torben Larsen

Der er i mange år kommet rapporter, som viser, at antallet af hjemløse stiger. Du har ligesom andre ministre før dig brugt mange hundrede millioner fra satspuljen på at knække kurven uden held.

Viden om dagligdagens indsatser
Det nye er, at der nu foreligger en stribe analyser, som tilsammen viser, hvad de ansvarlige myndigheder og institutioner gør for at bekæmpe hjemløsheden. Her taler vi ikke om projekter og puljer, men om dagligdagen og om hjemløse i hele landet.

Rigsrevisionen startede i 2014 med at påpege, at kommunerne ikke tilbyder handleplaner og ikke yder den helhedsindsats, hjemløse har brug for. Endvidere at Socialministeriet er for passivt, og at Boligministeriet ikke gør noget for at skaffe de boliger, der mangler.

I 2015-2016 udgav Region Midtjylland rapporter, som viser, at der sker fremskridt for hjemløse, som søger hjælp på herberger og forsorgshjem. I 2017-2018 kom Ankestyrelsen med to undersøgelser, som kort fortalt dokumenterer, at kommunerne ikke kan styre indsatsen for hjemløse.

Lige adgang til sundhed fungerer
Senest har Analyse & Tal udgivet rapporten ”Efter ophold på hjemløseinstitutioner”, som viser, at hjemløse får behandling for fysiske og psykiske sygdomme på hospitaler og hos læger.

Den lige og gratis adgang til sundhedsvæsenet fungerer også for hjemløse. Men der, hvor kommunerne har ansvaret, går det galt. Kun 40 procent får anvist bolig. Under 15 procent kommer i ordinær beskæftigelse. Kun 5 procent behandles for misbrug.

De hjemløse, der klarer sig bedst, er dem, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og som bliver boende i 3-12 måneder, indtil de er faldet til ro, er udredt, finder en bolig og har en plan for fremtiden.

Under fem procent bor på institutionerne i mere end et år, og 50 procent kan nøjes med ét ophold. Prognosen er især god, hvis den hjemløse, institutionen og kommunen samarbejder om at gennemføre handlingsplanen.

Stå fast over for KL og finansministeren
Kære Mai Mercado: Vi vil gerne slutte med at give dig nogle gode råd om, hvordan du kan knække hjemløsekurven. Vores forslag er, at du skaber ro om hjemløse, der søger hjælp på herberger og forsorgshjem, og at du skaber bedre muligheder, for at institutionerne følger op på de udredninger og planer, som lægges under opholdet.

Når Finansministeriet anbefaler at nedsætte den statslige medfinansiering af opholdene på institutionerne, og KL vll trække hjemløse hurtigt ud fra institutionerne, så kig venligt, men bestemt, på dem, og sig, at det vil skabe mere hjemløshed.

Fortæl dem også, at det kun er en tredjedel af landets hjemløse, der bor på institutionerne. Resten – det vil sige to tredjedele – bor på sofaer eller sover på gaden.

Spørg gerne, hvad der skal ske med dem, og fortæl os det, når du kender svaret. Hvis Finansministeriet siger, at hjemløse bliver dårlige af at bo for længe på herberger og forsorgshjem, så fortæl dem, at det er under fem procent, der bor der mere end et år, og tilføj gerne, at de sandsynligvis er så syge, at de bør have plads på andre, mere varige boformer.

Du kan også sige, der mangler egnede boliger, især i hovedstadsregionen.

Du kan roligt sige det. Der er dokumentation for det nu.
Uden hjem. Uden mad. 08-11-2018

Unødig bureaukratisering på forsorgshjemmene kan betyde at den sociale og pædagogiske indsats umuliggøres

Nye regler for betaling og opkrævning af forplejning på forsorgshjemmene kan betyde, at en stor del af de hjemløse, der opholder sig på hjemmene ikke får den kost, der er en af forudsætningerne for, at opholdet bliver en succes og kan føre til bedre forhold for den hjemløse.

Med en bekendtgørelse fra børne- og socialministeriet slås det ikke alene fast, at kosten naturligvis skal betales af borgerne selv, når de indskrives på et forsorgshjem, men også at betalingen skal betales forud for ydelsen. Betalingen for kosten sker således uafhængigt af den betaling, som stat og kommune i øvrigt betaler til forsorgshjemmet, og som udgør et beløb, der er 15 til 20 gange større end kostbeløbet, da det drejer sig om driften af hjemmene med ansatte til varetagelse af socialfaglig, pædagogisk og sundhedsmæssig bistand.

Som en konsekvens af de nye regler kan borgerne – altså de hjemløse – så vælge ikke at ville deltage i måltiderne, hvilket der blandt andet argumenteres for ud fra retssikkerhedsmæssige principper. Men konsekvensen er desværre, at en betydelig del af de hjemløse vælger maden fra, fordi de er så hårdt presset økonomisk, at de prioriterer andre ting højere, fx penge til misbrug, afdrag på gæld, det kan være problematisk at udskyde osv.

På Arbejde Adlers forsorgshjem mærkes dette meget tydeligt, og personalet er stærkt bekymret for effekten af den manglende kost. Først og fremmest hæmmer det arbejdet for borgerne med den socialfaglige og pædagogiske indsats på grund af direkte sult og manglende opmærksomhed, men det har også en stærk konsekvens for den store andel af borgerne, der kæmper med et misbrug, og hvor opholdet på forsorgshjemmet netop skulle sikre en periode med ordentlig kost til at imødegå de helbredsmæssige skader som følge af misbruget.

Ordningen virker ude af dimensioner, når man tænker på, at det drejer sig om 65-75 kr. om dagen, medens omkostningen pr. dag for selve opholdet er på ca. 12 – 1400 kr. pr. dag. Kunne man ikke være så storsindet at lade kosten indgå i det beløb stat og kommuner i forvejen dækker, og så eventuelt modregne beløbet i kontanthjælp, førtidspension eller hvad man ellers skal leve af – hvis man vil være så smålige?

Ellers kunne man lade satspuljen dække kosten for de mennesker nederst i vort samfund, der ender på forsorgshjemmene. Det er jo netop dem, der har bidraget til at satspuljen eksisterer!

Yderligere informationer:

Formand for Landsforeningen Arbejde Adler Torben Larsen
Telefon: 40 41 44 43
Mail: tl@arbejdeadler.dk

Fakta om forsorgshjem

Der er ca. 70 forsorgshjem i Danmark

Antallet af pladser er ca. 2.000

På årsbasis overnatter omkring 6.000 forskellige mennesker på forsorgshjemmene

Den gennemsnitlige belægning på hjemmene er omkring 90%, men der afvises jævnligt borgere

¾ af beboerne er mænd, ¼ er kvinder

Ca. 70% af beboerne er på offentlig forsørgelse – enten kontanthjælp eller førtidspension

En væsentlig del af forsorgshjemmene drives af selvejende institutioner

Området er reguleret efter Lov om Social Service § 110:

§ 110. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder.

Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Stk. 4. Boformer efter stk. 1 skal senest 3 hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den 8. oktober 2018

Banebrydende udmelding fra regeringen
Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler


Med innovationsminister Sophie Løhdes og social og børneminister Mai Mercados fælles udmelding om at rydde op i regeljunglen, er der skabt håb for landets udsatte borgere. De kan forvente en sanering af love og regler, der betyder, at de ikke mere skal føle sig som kastebold mellem forskellige myndigheder og kontorer. Som der står i de to ministres pressemeddelelse:

Vi svigter i dag for mange af de mennesker og familier, som har det sværest i vores samfund. De bliver mødt af den tætteste jungle af regler, støttepersoner og indsatser, der er spredt ud over forskellige love, som det kan være svært hitte rede i både for borgere og sagsbehandlere, siger innovationsminister Sophie Løhde og fortsætter: 

De forskellige love gør det svært for sagsbehandlere i kommunerne at tilrettelægge de indsatser, der skal til for at give den rette og sammenhængende hjælp. Og det er med til at forringe kvaliteten i de indsatser og forløb, som borgerne tilbydes. Det ønsker vi at gøre op med. Indsatserne skal i langt højere grad tage udgangspunkt i det enkelte menneskes situation og behov i stedet for paragraffer og proceskrav. 

Tillad mig at være skeptisk. Der er tale om en så markant ændring af arbejdsmetode og arbejdskultur, at man nødvendigvis må se det, før man tror det.

Om to dage skal jeg til møde med en borger, der har været i et af vores huse igennem fire år. Lige fra starten har der været jævnlig kontakt med systemet med henblik på en fremtidig stabil situation og forsørgelsesgrundlag, der efter vores vurderinger er førtidspension. Sagsbehandlingen føles endeløs, adskillige sagsbehandlere har været involveret, erklæringer fra fagfolk er indhentet. Flere gange er sagen startet forfra, da sagen er flyttet til ny afdeling eller medarbejder. Enkelte gange er sagen nærmest glemt eller forsvundet. Om et par dage kan vi håbe på en afgørelse – eller nye overvejelser, nye udredninger, ny ventetid.

Indrømmet. Det er et af de svære tilfælde, sådan går det heldigvis ikke i alle sager, men alligevel ligger der en skepsis, der er svær at fjerne.

Den 4. oktober
Har Danmark stadigvæk en hjemløseplan?

Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler

For nogle år siden var det almindeligt at nytiltrådte socialministre proklamerede, at et af deres mål var at afskaffe hjemløshed. At det ikke er gået sådan er tydeligt for enhver. Hjemløsheden er registreret større end nogensinde før. Og det på trods af en stort anlagt hjemløseplan, der efterhånden har fungeret nogle år. Og der er også brugt mange penge på planen.

Hvorfor er antallet af hjemløse så ikke reduceret?

For det første er det urealistisk at tro, at hjemløshed kan fjernes. Der vil altid være mennesker, der kommer i situationer, hvor de bliver hjemløse, og det har ikke altid noget med penge at gøre. For det andet er der en række generelle trends i tiden, der øger risikoen for hjemløshed kombineret med andre forhold, hvor specielt psykiske forhold er fremherskende. Og for det tredje har selve hjemløsestrategien måske mistet pusten og er ikke så konsekvent og vedvarende som det er nødvendigt.

Der gennemføres mange forløb med hjemløse, der peger i gunstig retning, hvor bolig skaffes i relation til hjemløsestrategiens hovedpunkt om ”housing first”. I en periode suppleres med støtte i den nye bolig, men herefter skal man klare sig selv. Og det er netop i denne overgangsfase, at mange ikke magter at få tingene til at fungere. Derfor starter det hele i virkeligheden forfra med misbrug, manglende økonomisk styring, udsættelse fra boligen eller en kaotisk bolig, der ikke er til at opholde sig i.

Hvordan kan man tro, at mennesker der har levet meget alternativt i årevis kan etableres i et såkaldt normalt liv på et halvt eller helt år?

Den 4. oktober 2018

Apropos manglende arbejdskraft:
Fleksibilitet og kreativitet mangler når virksomhederne søger medarbejdere

Af landsformand Torben Larsen, Arbejde Adler

I Danmark er der tusindvis af mennesker på overførselsindkomster, der ønsker at blive en del af arbejdsmarkedet, men de holdes ude, fordi virksomhederne ikke ønsker at udnytte mulighederne for flexjob og andre støttemuligheder. Og politikerne og den kommunale administration af reglerne bidrager heller ikke til at motivere virksomhederne.

De allerfleste mennesker vil helst være i arbejde. Det er bare ikke alle, der kan passes ind på de vilkår arbejdsmarkedet fungerer. Derfor har vi tusindvis udenfor arbejdsmarkedet. Mennesker der lider under at være udenfor, at måtte leve for fortsat reducerede sociale ydelser, og som lever i konstant frygt for uventede regninger eller nye regler, de har svært ved at overskue – og endda forstå.

Hvorfor er virksomhederne ikke mere kreative og fleksible i deres rekrutteringspolitik? Måske fordi opstarten af et menneske i arbejde, der har været udenfor arbejdsmarkedet kan være en vanskelig proces, der kræver megen tålmodighed. Måske fordi de tilskudsregler, der skal gøre det lempeligt for virksomhederne at ansætte denne arbejdskraft er for bøvlede og uforståelige. Måske fordi virksomhederne har for stærk fokus på umiddelbar profit og ikke ser, at en løsning på indslusningen af flere på arbejdsmarkedet på langt sigt også kan være en økonomisk gevinst for virksomhederne.

Aktuelle statistikker viser, at mange – rigtig mange – unge mennesker ikke får en erhvervsmæssig uddannelse og dette kombineret med en uheldig udvikling i forskellige livsstilsfaktorer betyder, at vi må regne med, at mange havner på overførselsindkomster. Det kan betyde, at det bliver vanskeligere at rekruttere medarbejdere med den følge, at der kommer et pres for at åbne for endnu mere udenlandsk arbejdskraft.

Få dog gang i den arbejdskraft, der allerede er i landet og find muligheder for at få mennesker ansat på måder, der gør det muligt at arbejde på en måde, der matcher evner, kræfter, handicap m.v.

Kontakt os

Kontakt os på telefon 40 41 44 43


 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Landsforeningen Arbejde Adler | Thorsgade 61 | 2200 København N